De danske golfspillere sørgede lørdag for, at de mange fremmødte tilskuere fik noget for pengene foruden sol og sommer. Mens Søren Kjeldsen og Jeff Winther desværre faldt lidt tilbage, så sneg Mark Haastrup og den talentfulde amatørspiller, John Axelsen, sig stille og roligt frem i stillingen. Alle fire danskere ligger nu side om side på en delt 12. plads i fem under par.

Bradley Dredge fører i samlet 12 under par, og beviste endnu engang, at ikke mange mestrer Backtee Course på Himmerland Golf & Spa Resort, som han. Dredge skal dog kigge sig over skulderen søndag, for blot et slag efter ligger et kompetent trekløver bestående af Adrian Otaegui, David Lipsky og Thomas Pieters.

Haastrup og Axelsen meldte sig ind i topstriden
Lørdag formiddag var i høj grad “Moving Day” for morgen-danskerne ved Made in Denmark. Bedst gik det for Mark Haastrup og den talentfulde unge amatør, John Axelsen, der kom rundt i henholdsvis fem og fire under par.

Haastrup og Axelsen lå omkring nr. 20, da de kom i klubhuset, men de blæsende betingelser betød, at placeringen i løbet af dagen blev vekslet til en 12. plads. Dermed jagter de et regulært topresultat ved Made in Denmark søndag.

Hole in One og kæmpepræmie til Sebastian Cappelen og caddie
Sebastian Cappelen stod for dagens mest populære indslag, da han foran et ellevildt publikum på Himmerland Hill leverede golfens ultimative slag, en Hole in One. “Esset” indbragte Cappelen en eksklusiv Garia golfbil, ligesom der var en ditto til caddie Martin Thomsen. Du kan se en lille video om Sebastian Cappelens bedrift og præmie her.

Du kan se stillingen ved Made in Denmark her.

Se desuden startlisten til søndagens finalerunde her, og BEMÆRK, at alle spillere starter mellem kl. 07.30 og 09.20 søndag morgen.

Se interviews med danskerne
Der blev igen lørdag lavet interviews med de fleste af danskerne og tyske Martin Kaymer. Dem og meget mere finder du på vores Made in Denmark nyhedsside her.