I dag er der kun otte dage til de første spillere ankommer til Himmerland Golf & Spa Resort og et par dage mere før det rigtig store rykind af tilskuere kommer. Og de er klar til at modtage gæster i Gatten. I år er det fjerde år, at Made in Denmark spilles i Himmerland Golf & Spa Resort, og hvert år har værten forsøgt at hæve niveauet for alle, der kommer, og således også i år.

-Vi forsøger hvert år at give tilskuerne nye oplevelser, og det gør vi også i år, siger direktør i Himmerland Golf & Spa Resort, Claus Birk Larsen, og fortsætter: I år har vi tag over det meste af Made in Denmark Village, så alle udstillere er samlet i et stort telt, og der vil også være telt over publikumsområdet foran festivalscenen, så vi ikke er afhængig af kølige eller våde aftener. Alt sammen for at få så god stemning som muligt.

Himmerland Golf & Spa Resort inviterer også alle publikummer indenfor i selve hotelbygningen under Made in Denmark, så frokosten kan nydes i restauranten, og i år kan alle også holde en pause fra golfen, og besøge Nordic Spa, der er åbent alle dage under Made in Denmark.

– Jeg håber mange vil kigge indenfor, og se hvad vi har at byde på i Himmerland Golf & Spa Resort, og måske også prøve vore spa afdeling, siger Claus Birk Larsen.

VIP gæsterne til Made in Denmark kan også glæde sig til flere forbedringer i år, blandt andet en helt ny ginbar i World Cup Lounge, og gæsterne i suiterne vil også opleve, at den ”får lidt ekstra gas”, som Claus Birk Larsen udtrykker det.’

Læs mere om VIP billetter her.

Selve golfbanen er den af Himmerland Golf & Spa Resort som spillerne går mest op i, og chefgreenkeeper Johhny Kristensen melder også alt klar, sådan næsten da.

– Vi har fået en masse regn de sidste uger, så greens er lidt for bløde, og ikke helt klar endnu, men vi har bl.a., med håndkraft, kørt 40 tons sand ud på greens, og med vejrudsigten den næste uge, skal vi nok få greens op i vanlig Europatour stand, siger han.

Fra i morgen er Backtee Course lukket, så greenkeeperne kan få de sidste detaljer på plads, men der er selvfølgelig åbent på Garia Course, hvor man spiller til halv pris, ligesom både Spa og restauranten er åben helt frem til og under Made in Denmark.