Den farverige og populære amerikaner, John Daly, kommer igen i år til Made in Denmark. Daly begejstrede publikum på Himmerland Golf & Spa Resort i 2017, og nu spiller han så også med i Silkeborg Ry Golfklub i slutningen af august.

– Jeg er utrolig glad for, at John igen i år har valgt at lægge vejen forbi Made in Denmark, siger Promotor Flemming Astrup, og fortsætter.

– John Daly viste sidste år, at han er en af feltets mest populære spillere, og når han så samtidig spiller så godt, at han kan spille med om topplaceringerne, er han bare et kæmpe scoop for turneringen.

KØB BILLET HER

Ved Made in Denmark i 2017 sluttede John Daly på en delt tiendeplads, og var efter tredje runde helt oppe som nummer tre.

John Daly glæder sig også til at komme tilbage til Danmark.

– Jeg glæder mig til at se alle de mange fans igen, og jeg glæder mig til at spille Silkeborgs smukke golfbane, fortæller John Daly, der også glæder sig til at “Grib it’n rib it”, som han siger. Du kan se John Dalys hilsen nedenfor.

John Daly har fået en god start på PGA Champions Tour i USA, og præstede blandt andet et Hole in One i weekenden på vej mod sin slutplacering som nummer otte.