Matt Wallace vinder Made in Denmark 2018

Der måtte forlænget spilletid til, inden Made in Denmark 2018 fandt sin vinder. Med birdies på de første to omspilshuller snuppede den engelske himmelstormer, Matt Wallace sejren og vinderchecken på 250.000 euro.

I omspillet slog Wallace sine tre landsmænd, Steven Brown, Lee Westwood og Jonathan Thomson.

Matt Wallace og Steven Brown lavede begge birdies på første omspilshul, og dermed eliminerede de Westwood og Thomson. Wallace gentog bedriften på andet omspilshul, og kunne juble over sæsonens tredje sejr på European Tour.

Mon ikke Thomas Bjørn har fået lidt ekstra at tænke over, inden han skal uddele sine fire Ryder Cup wildcards onsdag.

Lige ved og næsten for Lucas Bjerregaard
Bedste dansker blev Lucas Bjerregaard. Nordjyden var uden tvivl banens bedste i dag, men putteren ville desværre ikke lege med. Igen og igen gav Bjerregaard sig selv chancer for at fange de førende, og dagen kunne være blevet en helt specielt en af slagsen. 

Bjerregaard sluttede som nummer seks i samlet 17 under par, hvilket var to slag fra omspillet. Han må dog have tanket selvtillid, og hvis spillet fra tee til green kan tages med videre de kommende uger, så ligger der snart en ny sejr og venter på Frederikshavneren.

Søren Kjeldsen leverede endnu et fornemt Made in Denmark resultat, da han sluttede som nummer 12. Kjeldsen startede som lyn og torden på dagens runde, og en overgang lignede han en spiller, der ville helt frem og lege med om sejren.

Thorbjørn Olesen løb med de fleste overskrifter søndag, da han sikrede sig en plads på det europæiske Ryder Cup hold. Det kan du læse mere om her

En magisk uge i Silkeborg gav flotte tilskuertal
Igen i år blev Made in Denmark en stor folkefest, og én af Europa Tourens absolut bedst-besøgte turneringer. På finaledagen nød spillerne opbakning fra hele 23.866 og i løbet af ugen har hele 75.106 tilskuere oplevet golf i verdensklasse på banen i Silkeborg. 

En helt fantasisk uge i Silkeborg er forbi, men heldigvis skal du kun vente ca. ni måneder, inden der igen er Made in Denmark. I 2019 spilles turneringer nemlig fra 23. – 26. maj på Himmerland Golf & Spa Resort.

Du kan se resultatet af Made in Denmark 2018 her