fbpx

Made in Denmark får nyt åbningshul

Artiklen er skrevet Peter Bugge, og bragt 16. marts på Golf.dk

Når første slag skal slås til Made in Denmark – presented by Freja torsdag den 23. maj, bliver det i nyt terræn. For godt nok er turneringen tilbage i velkendte omgivelser i Himmerland efter sidste års afstikker til Silkeborg, men åbningshullet er nyt. Første hul bliver nemlig det, der normalt fungerer som 18. hul på Garia Course – klubbens anden bane ud over Backtee course, hvor Made in Denmark afvikles.

– Det gode ved det er, at vi får mere aktivitet nede omkring klubhuset. Vi får golf fra 7.30 -19.30, altså 12 timers golf i det område. Og det, synes vi, er sjovt. For publikum og sponsorer er der den oplevelse, at man kan opholde sig i det område og se noget mere golf hele dagen. Og spillerne får allerede på 1. hul det der kick, at man slår ned mod en masse tilskuere, forklarer Flemming Astrup, promoter for Made in Denmark.

Det nye åbningshul deler green med afslutningshullet 18., men spilles højre om søen og ned langs hotellet. Det er ikke voldsomt langt – kun 308 meter – og det betyder, at der for alvor kan satses på hullet.

– Ja, der er nok nogle, der vil gå efter green. Sikkert ikke torsdag morgen, når man starter ud 7.30, men måske henad fredag eftermiddag, hvor man måske lige mangler en eagle for at klare cuttet. Det kan give noget action, men det har sådan set ikke været en del af planen. Det er et super åbningshul, hvor man kan komme i gang med at spille golf. Slå den sikkert ned i hjørnet og så en lille skovl ind til green. Der vil sikkert blive lavet en del birdies, forudser Flemming Astrup.

I de tidligere udgaver af Made in Denmark i Himmerland, har man haft mulighed for at lave en ret spektakulær pinplacering på 18. hul, hvor indspillet krævede et slag henover søen. Den mulighed er der nu ikke længere, da 1. hul lægger beslag på halvdelen af den store green.

– Jo, vi kan jo bytte – så bliver det rigtig sjovt, ikke? Nej, men den green er meget bred, så man kan stadig gøre det svært. Men de sidste år har vi faktisk kun brugt den placering en gang, for efter vi har rykket teestedet tilbage, er det ikke så aktuelt længere. Vi har allerede fået den dramatik på 18., som vi gerne vil have, fastslår Flemming Astrup.

Når et nyt hul kommer til, må der nødvendigvis også ryge et ud. Det bliver det sædvanlige 8. hul, der har måttet lade livet. Og for almindelige spillere, der måske har prøvet at spille banen, vil der blive flyttet rundt på hulforløbet på 4. – 8. hul.

– Der er nogle knudepunkter derude, som har givet lidt problemer for publikum. Men vi testede det her under Challengetouren sidste år, og det fungerede helt perfekt, siger Flemming Astrup.

Du kan se et oversigtskort over den ”nye” Made in Denmark-bane her: http://madeindenmarkgolf.dk/overview/


Køb billet her