fbpx

Bernd Wiesberger vinder Made in Denmark Presented by FREJA 2019

Bernd Wiesberger fra Østrig vandt Made in Denmark Presented by FREJA efter en stærk finalerunde. I samlet 14 under par henviste han Robert MacIntyre til andenpladsen, mens Jeff Winther blev bedste dansker. 

Wiesberger var inden denne uge nummer 389 på verdensranglisten, hvilket udelukkende skyldes en længere skadesperiode. Den 33-årige østriger hører til blandt de bedste spillere på Europa Touren, og sejren i dag var hans femte på Europas fineste golftour. Men det holdt hårdt.

Robert MacIntyre pressede dagen igennem Wiesberger til det yderste, og den 22-årige venstrehåndede skotte gav ved flere lejligheder prøver på et short-game, der sendte tanker i retning af Phil Michelson. Skotten spillede det hele over i hænderne på Wiesberger på 17. hul, da han sendte sit drive “out of bounds”. Kun 10 minutter senere gengældte Wiesberger den tjeneste, da han på 18. hul sendte sit drive i vandet.

Det lykkedes dog Wiesberger at redde en bogey, og dermed vandt han med ét slag til MacIntyre. Se hele hans vinderinterview nedenfor.

Jeff Winther sluttede stærkt
Jeff Winther sluttede fremragende af ved Made in Denmark by FREJA og med en afsluttende runde i 66 slag, kravlede han helt frem i top 20. Det indbringer Jeff en vigtig check på Race to Dubai ranglisten.

– Det har været en fin uge. Jeg spillede to gode og to sløje runder. Især fredag (-4) spillede jeg virkelig godt. I dag kan jeg nok ikke klemme mere ud af runden, sagde Jeff Winther om sin 66’er, fem under par.

Lasse Jensen missede chancen for et topresultat og en rigtig stor check, men bør alligevel være stolt over sin uge. Det viser, at Lasse Jensen hører til på Europa Touren, som han også vil gøre til sin førsteprioritet i denne sæson.

Matthias Gladbjerg, Morten Ørum Madsen og Martin Leth Simonsen sluttede langt tilbage, men kan alligevel glæde sig over at have fået fire runder med fantastisk Made in Denmark stemning på lægterne.

I alt besøgte 65.684 tilskuere Made in Denmark by FREJA fra onsdag – søndag.

Se resultatet af Made in Denmark by FREJA 2019 her

Made in Denmark by FREJA spilles i Himmerland i 2020
I forbindelse med søndagens finalerunde blev det også offentliggjort, at Made in Denmark by FREJA også afvikles på Himmerland Golf & Spa Resort i 2020. Det gør den i dagene fra 21. – 24. maj, hvilket betyder, at turneringen falder sammen med Kr. Himmelfart. Du kan læse mere om den nyhed her