fbpx

Oplev verdensmestrene ved Made in Denmark Challenge by FREJA i Ry

Når Made in Denmark Challenge by FREJA indledes onsdag den 7. august, er verdensmester-trioen, Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaard og John Axelsen alle til start. Turneringen er således en fantastisk mulighed for at opleve den næste generation af store danske golfstjerner – på dansk jord, nærmere betegnet i Ry.  

Meget vand er løbet under broen siden verdensmesterskabet kom i hus i september 2018. De tre hovedpersoner er videre i karrieren, og deres situationer forud for Made in Denmark Challenge er ganske forskellige. Nedenfor kan du læse, hvor meget der egentlig er på spil for de tre verdensmestre ved Made in Denmark Challenge by FREJA fra 7. – 10. august.

Rasmus Højgaard ses her forud for Made in Denmark by FREJA 2018

Rasmus Højgaard stormer mod Europa Touren
Rasmus Højgaard har haft en flot sæson på European Challenge Tour, og den gode start har betydet, at han nu – og resten af året – vil kæmpe for at slutte i top-15 og dermed kvalificere sig til European Tour fra 2020. Rasmus var fra sæsonens start sikret syv starter + eget land, men takket være en forrygende start vil Rasmus med al sandsynlighed kunne fortsætte på Challenge Touren resten af sæsonen. Og et godt resultat i Ry er ekstra attraktivt. 

– Der er ingen tvivl om, at jeg er ekstra motiveret frem mod Ry i næste uge. Jeg har kæmpet lidt med spillet de seneste uger, men jeg tror på, at hvis jeg kan holde hovedet koldt og tage kloge beslutninger, så kan jeg spille med om topplaceringerne, siger Rasmus Højgaard. 

Og netop de kloge beslutninger kan vise sig at blive nøglen på en bane, hvor man på mange huller kan vælge flere strategier ud fra hvor risikovillig man er. 

– Jeg kender banen, og har spillet den fem gange, tror jeg. Senest var vi lige forbi i søndags, og det var fedt at se, at roughen har fået lov at gro. På den måde bliver man straffet, hvis man bliver for ivrig og slår dårlige slag. Det er sådan golf skal være, afslutter Rasmus Højgaard, der altså i skrivende stund er placeret som nummer 14 på Challenge Tourens rangliste. Holder han sig i top-15 ved udgangen af sæsonen, så er den blot 18-årige, Højgaard tvilling klar til Europa Touren fra 2020. 

Nicolai Højgaard blev i 2018 den yngste vinder nogensinde på ECCO Touren.

Nicolai Højgaard har kniven for struben – men tager det helt roligt
2019-sæsonen på Challenge Touren har været flot uden at være prangende for Nicolai Højgaard. Som brormand Rasmus, fik Nicolai også syv Challenge Tour wildcards + eget land inden sæsonstarten, og disse er nu opbrugt med en øjeblikkelig 50. plads på ranglisten som følge. Således er Made in Denmark Challenge by FREJA i Ry sidste udkald for Nicolai, hvis Challenge Tour sæsonen skal forlænges. Det er ganske enkelt ikke muligt for Nicolai at modtage flere invitationer i denne sæson, og det kræver således en top-10 placering, hvis han skal have endnu en start. 

– Jeg prøver så vidt muligt at gøre det til en hvilken som helst anden turnering, selvom der er lidt ekstra på spil. Jeg er i den situation, hvor jeg skal lave et godt resulatet for at spille videre på Challenge Touren, og det er jo egentlig dejligt nemt at vide, siger Nicolai Højgaard med et stort smil, inden han understreger den enorme modenhed, der har kendetegnet ham de seneste år. 

– Men det er jo slet ikke liv eller død lige nu. Jeg prøver at kigge på det store billede, og hvis det ikke lykkes nu, så lykkes det senere. Jeg skal holde fokus på min udvikling, og det vigtigste er, at jeg hele tiden bliver bedre, for så skal resultaterne nok komme, uddyber den blot 18-årige verdensmester, der dog elsker at spille i Danmark.

– Jeg glæder mig til at spille på “hjemmebane”. Det er sjovt at have en flok tilskuere med rundt, og det giver enorm motivation ift. at præstere lidt ekstra. Så jeg håber, at der kommer en masse tilskuere til Ry, og at jeg kan gide dem noget at klappe af, afrunder Nicolai Højgaard. 

Sejr eller topresultat ændrer alt
Et topresultat ved Made in Denmark Challenge kan totalt ændre situationen for Nicolai Højgaard. I så fald vil han sikre sig en kategori, som kan give ham mange flere starter i indeværende sæson. Det kan i sidste ende betyde, at han spiller med om Europa Tour kortene i toppen af ranglisten til oktober og november. Så læg vejen forbi Ry fra 7. – 10. august og støt Nicolai.

John Axelsen holder øje med tvillingerne
For John Axelsen er Made in Denmark Challenge by FREJA en mulighed for at spille en rigtig stor turnering, mens det amerikansk-bosatte stortalent alligvel er i Danmark over sommeren. Og det trækker lidt i Axelsen, når han ser, hvordan Højgaard-tvillingerne stormer mod eliten i europæisk golf. 

– Jeg må sige, at jeg er meget imponeret over, hvad de to tvillinger har gang i, men det kommer vel egentlig ikke som nogen overraskelse, fortæller Axelsen til Made in Denmark. 

– Det er klart, at det trækker lidt i mig at komme hjem til Danmark og blive pro, når man ser alle de profiler man har spillet sammen med i mange år er gået den vej. Men jeg har ikke travlt, fortsætter John Axelsen, der ligesom Højgaard tvillinger har de langsigtede briller på. 

Gratis adgang i Ry fra 7. – 10. august
Er du i tvivl om, præcis hvor stærk den næste generation af danske golfstjerner er, så læg vejen forbi Ry fra 7. – 10. august og lad dig imponere. Der er gratis adgang hele ugen, og golf-anlægget i Ry er nemt at komme til fra alle sider.