fbpx

Tre stærke hjemmebaneprofiler klar til Challenge Tour i Ry

De tre lokale Silkeborg Ry spillere, Morten Ørum Madsen, Oliver Hundebøll Jørgensen og Anders Emil Ejlersen kan alle opleves ved Made in Denmark Challenge by FREJA i Ry fra 7. – 10. august. 

Mens Challenge Touren er relativt ny for Oliver Hundebøll Jørgensen og spritny for Anders Emil Ejlersen, så er Morten Ørum Madsen vant til den store scene. Og den tidligere Europa Tour vinder glæder sig til at spille foran det lokale publikum.

– Det er fedt, at der nu er Challenge Tour i Ry. Det er altid dejligt at spille i Danmark uanset hvor det er, og nu flasker det sig endda sådan, at det er min hjemmebane nummer 2, siger Morten Ørum Madsen, der trods alt stadig nærer et større tilhørsforhold til skovbanen i Silkeborg. Ry-banen vokser dog på ham. 

– Banen i Ry er markant anderledes end den vi spillede Europa Tour på i Silkeborg sidste år under Made in Denmark. Men den har helt sikkert sin egen charme. Der er mange risk and reward huller, og der er muligheder for at skyde rigtigt lavt, hvis man holder sig i spil fra tee, uddyber Morten Ørum Madsen, der tidligere på året kunne se sin klubkammerat løbe med sejren, da ECCO Touren blev afviklet på netop banerne i Ry og Silkeborg. 

Oliver Hundebøll Jørgensen vandt i maj Jyske Bank Made in Denmark Qualifier på ECCO Touren.

MØM roser klubkammeraterne
– Jeg var meget imponeret over Oli (Oliver Hundebøll Jørgensen) under ECCO Touren. Han viste højt niveau og nerver af stål, og selvom han var på hjemmebane, så er det altså stærkt at vinde sådan en turnering, fortæller Madsen.

Og det er ikke kun Oliver Hundebøll, som Morten Ørum Madsen er imponeret over. Også klubkammeraten, Anders Emil Ejlersen, der ved Made in Denmark Challenge by FREJA får sin Challenge Tour debut, får pæne ord med på vejen. 

– Det er sejt at Ejlersen vandt DIAC (Danish International Amateur Championship) i år. Det er et meget stærkt felt, og sejren viser, at talentet er stort, fortsætter Morten Ørum Madsen. 

– Både Oliver og Ejlersen har så meget talent, at de sådan set selv bestemmer, hvor gode de vil være, alt efter hvor meget arbejde de vil lægge i det. De besidder begge alt hvad man skal have nu til dags for at blive en god professionel golfspiller. De har ekstremt meget fart i køllen, de har ingen frygt for at skyde lavt, og så er de iskolde under pres, slutter Morten Ørum Madsen sine roser, inden han sender en opfordring af sted til de danske golffans. 

– Hvis I stadig har lidt sommerferie, så kom ud og se noget golf. Det er fantastisk for os spillere, når der er noget opbakning, og jeg vil også godt garantere at tilskuerne bliver imponeret over niveauet på Challenge Touren, slutter MØM.

Made in Denmark Challenge by FREJA afvikles på Ry-banen fra 7. – 10. august, og der er gratis adgang for publikum. Foruden den lokale trio kan du også opleve de danske verdensmestre, John Axelsen samt Rasmus & Nicolai Højgaard.

I alt er der hele 17 danskere til start ved årets danske Challenge Tour

Du kan se deltagerlisten på Europa Tourens hjemmeside her

Vi ses i Ry fra 7. – 10. august.