fbpx

Matteo Manassero klar til Challenge Tour i Ry

Fra onsdag den 7. august kan du opleve italienske Matteo Manassero ved Made in Denmark Challenge by FREJA. Sammen med en række andre store internationale navne, skal Manassero forsøge at bide skeer med de fremadstormende danske talenter. 

Slog alle rekorder
I en alder af 17 år og 188 dage blev Matteo Manassero i 2010 den hidtil yngste vinder på European Tour, og da han i 2013 vandt Europa Tourens flagskibsturnering, BMW PGA Championship på Wentworth var han i en alder af blot 20 år fremme blandt verdens 30 bedste golfspillere.

Siden er det desværre kun gået en vej for Manassero, og derfor kan han nu fra 7. – 10. august opleves ved Made in Denmark Challenge by FREJA i Ry. 

– Han er et kæmpe navn. For få år siden regnede de fleste med, at han skulle være en fast del af Europas Ryder Cup hold, og at han ville kravle frem i top-10 i verden. Han har vundet fire gange på Europa Touren, og jeg tror, at alle danskere, der følger Europa Tour golfen på Viasat, kender Matteo Manassero, fortæller Made in Denmark promoter, Flemming Astrup, der godt kan mærke, at Manassero er en populær herre.

– Jeg kan mærke på interessen, at det ikke bliver svært at finde et pro-am hold til ham, griner Astrup. 

Flere “gamle” stjerner til start
At Matteo Manassero nu slår sine golfslag på Challenge Touren beviser, at golf kan gå op og ned. Men det viser i høj grad også, at feltet og niveauet på Europas næst-fineste golftour er en oplevelse værd. 

– Niveauet er rigtigt højt på Challenge Touren, så jeg vil anbefale alle, der har muligheden, at kigge forbi Ry og se lidt golf i verdensklasse fra onsdag til lørdag. Feltet er en interessant blanding at rutinerede spillere, som vi kender fra TV, og så en masse nye talenter som vel i bund og grund er ved at overhale de rutinerede, forklarer Flemming Astrup, der håber på massiv opbakning til de danske spillere.

– Danskerne er generelt gode til at komme ud og bakke op, så det tror jeg også, de vil gøre denne gang, siger Astrup.

Foruden Matteo Manassero er tidligere faste Europa Tour spillere som Ross McGowan, Julien Quesne, Grégory Bourdy, Maarten Lafeber, Richard Bland, Pelle Edberg, Jeppe Huldahl og Morten Ørum Madsen også til start. 

Oplev de nye verdensstjerner i Ry
For langt de fleste store stjerner på Europa Touren, så har Challenge Touren været et skridt på vejen. Det betyder naturligvis også, at der ved Made in Denmark Challenge by FREJA i Ry løber en stribe af de nye verdensstjerner rundt. 

– Det kan være svært at vide, hvem der bliver den nye Justin Rose, Fleetwood, Lucas Bjerregaard osv., men der er ingen tvivl om, at der i feltet i Ry løber en masse spillere rundt, som i løbet af de næste 10 år vil kunne opleves ved Ryder Cup. Og nogle af dem kan sagtens være danske, slutter Flemming Astrup.

Et par af de danske navne som spås en stor fremtid er 18-årige Nicolai og Rasmus Højgaard, men faktisk er hele 17 danskere til start ved Made in Denmark by FREJA 2019. 

Du kan se den officielle tilmeldingsliste på Europa Tourens hjemmeside her

Gratis adgang hele ugen
Made in Denmark by FREJA afvikles fra onsdag d. 7. august – lørdag d. 10. august. Der er gratis entré alle dage, så frem med klaphatten og kig forbi Ry.